Med Lone på tur til Honduras

De 2 guarterias

2007-04-10T15:21:00.000-07:00

Indtil videre har mit arbejde om formiddagen bestaaet i at hjaelpe til i de to Guarterias Genesis har. Anita og jeg skifter hver uge mellem Guarteria'erne, og det er dejligt med den afveksling. Guarteria betyder boernehave eller dagplejemor, og er et super godt tilbud Genesis har, saa kvinderne kan have mulighed for at komme ud af hjemmet og tjene nogle penge, og der er et sted hvor boernene kan faa en tilknytning til en paalidelig voksen og en mere struktureret dag, hvor der er mad, tid til hvile og leg. Dette tilbud er gratis for kvinderne, og foer har der vaeret op til 40 boern i hver Guarteria. Lige nu er der dog ikke saa mange, fordi Genesis er ved at proeve at strukturerer systemet lidt mere, saa det virkelig er de boern har der brug for Guateria'et, der faar muligheden.

Nogle af boernene i Doña Wilmas guarteria - nogle af dem ser ret sure ud. Det var fordi de ikke alle ku faa lov til at tage billedet..

3 af de boern, der virkelig har brug for Guarteria'et er Delmis, Ninneth og Jefrey.. De begyndte at komme i guarteriaen, inden vi kom til Suyapa, men vi har faaet fortalt, hvordan de var helt underernaerede, saa meget at den ene pige ikke engang havde noget haar. Men i Guateriaet virkede de saa glade og veltilpase, og Ninneth var bare pigen, hvis smil og charme gik rent ind i hjertet! Derhjemme havde de det som sagt ikke saa godt, huset bestaar af et rum, hvor der er en seng, hvor alle 3 boern, moderen og hendes elsker sov, og der var bestemt ikke meget struktur over deres hverdag der.. Men en dag i Guarteria'et moedte de ikke op, og Doña Anna fik undersoegt hvorfor.. Det viser sig at baade moderen og de 3 boern er blevet truet paa livet, og moderen har sendt dem ud af byen til en slaegtning for beskyttelse.. Dette er naesten en maaned siden, og det er ikke til at vide om de boern kommer tilbage igen.. Det er virkelig trist, for der er intet man ka goere ved saadan en trussel. Politiet hernede er virkelig saa korrupt, og er saa godt som ligeglad med hvis fattige folk doer.. Dette fik vi fortalt efter vi var blevet beroevede i centrum. Anita havde sine noegler i sin taske og var lidt nervoes for om de maaske saa ville finde ind til vores hus, fordi vores adr' ogsaa laa i den stjaalne taske, men dertil blev vi fortalt, at det gjorde folk ikke hernede, fordi saa ku vi jo bare skyde dem, der broed ind, det var der ingen, der ville gaa op i.

Doña Annas Guarteria.

Doña Anna og Fernando
Doña Annas Guarteria er et lille hus med et rum paa en 30 kvardratmeter, med en tilhoerende gaard, hvor der er et lokum. Doña Anna modtager kun en meget symbolsk loen, og goer dette arbejde kun pga. sit gode hjerte, fordi hun elsker boernene. Hun holder disciplin, og om dette kan der jo siges baade gode og daarlige ting, men ihvertfald kan man tydeligt se forskel paa hvor mange ting de to quarterias har at goere godt med! Doña Anna er meget god til at laere boernene at rydde op og at passe godt paa tingene. Her laerer de fx ogsaa at sidde ordentligt ved bordet.

Her sidder nogle af boernene til toerre i solen efter badet....

Doña Wilmas guarteria

Doña Wilmas dagpleje er i hendes egen have i hendes hus, og denne Guarteria er VIRKELIG ikke stor..

Her staar jeg i det ene hjoerne af Doña Wilmas guarteria og tager billedet...

Og her fra det andet hjoerne..

En lille plads med plader rundt om og et bliktag. I modsaetning til den anden guarteria bliver der ikke her passet saa forfaerdeligt godt paa tingene, og der blir ikke gaaet saa meget op i om der blir leget ind mellem at nogle af de andre er ved at spise. Doña Wilma opholder sig dog naesten hele tiden i koekkenet, fordi hun skal lave maden til boernene, ogsaa mens boernene spiser, saa jeg er ved at proeve at laere dem lidt "danske bordmanere":) Men Doña Wilma elsker ogsaa boernene meget, dette er helt tydeligt at maerke.. Hun modtager ligesom Doña Anna naesten intet i loen. Og selvom det kunne lyde daarligt, at hun ikke holder helt saa meget orden , saa er der andre vaerdier boernene faar givet i denne guarteria..

Men naar Doña Wilma er sammen med boernene er det "kvalitetstid"..:) Her er hun bl.a. ved at laere dem tallene ud fra en sang - og det er en succes hver gang, den synges! Bogstaver og billedvers blir ogsaa indlaert ved sange..

Der faaes lig en "formiddags-snack"..

Og her middagsmaaltidet..

En dag havde jeg taget min mp3 -afspiller med.. Her er det Javier, der lytter til musikken..Han er virkelig en dreng, der har krudt i roeven, og normalt sidder han ikke stille ret laenge af gangen, men at opleve en mp3 -afspiller, ku faa ham til at sidde stille naesten en hel dag!

Hvis man ikke lige har noget modulervoks, saa maa man jo selv lave det - og

det er de igang med her.

De 2 drenge her er faktisk ikke i guarteriaet, men var der da de var yngre, og kommer tit paa besoeg.

Toejuddeling i Guaterias'ene!

2007-04-10T15:09:00.000-07:00

De foerste gange jeg saa boernene i Guarterias' ene undrede jeg mig lidt over at nogle af dem egentlig saa ud til at have noget fint nok toej i forhold til hvor fattige de er. Da vi saa skulle have toejuddeling i Guarterias'ene gik det op for mig, at deres toej afhaenger af folks gavmildhed.. Det meste af deres toej er gaver.. og det er virkelig en gave, der bringer fantastisk stor glaede, som I ka' se paa disse billeder!!

Nye sko kan virkelig bringe et STORT smil frem - her er det de skoenne soestre Delmis og Ninneth.

Der skrives navn paa toejet - der skal vaere styr paa hvis toej er hvis.

En glad Fernanda - og en glad Thomas:)

Da vi var ved at skrive navn paa toejet tog Delmis(billedet ovenover), der stod for sig selv og kiggede paa sin bunke med toej, et stykke at toejet og sagde med julelys i oejnene; "Den her er min", saa tog hun et stykke mere;"Den her er min", et stykke mere;" Den her er ogsaa min" og saa til sidst, i det stoerste jubeludbryd; "Det hele er mit!!". Det var virkelig saa soedt:)

Staerke oplevelser i Tegus!

2007-04-10T12:20:00.000-07:00

De foerste to uger efter vi var ankommet til Suyapa, var her ogsaa 2 sygeplejerskestuderende fra Danmark, og pga. den korte tid de var her, havde de et taet pakket program med mange udflugter, og nogle af dem hoppede vi med paa..

En dag var vi bl.a. med dem inde og se hospitalsskolen i byen. Dette var faktisk et rigtig fint hospital efter resten af standarden i Honduras. Vi blev vist rundt af en amerikansk laegestuderende, Emily, der hovedsageligt arbejdede paa kraeftafdelingen. Emily fortalte dog om hvor svaert det kunne vaere at finde ud af hvad folk fejlede osv. fordi der naesten ingen maskiner er til at fortage undersoegelser.

Det var hovedsageligt kraeftafdelingen for boern, vi skulle besoege. Denne afdeling var rigtig flot i forhold til resten af hospitalet pga. magen fundraising. Dog ku det jo ikke sammenlignes med en standard vi kender til..

I et rum var der stuvet omkring 20- 25 boern sammen, der sad og fik kemo og meget faa havde en briks at ligge paa.
Vi havde kiks, juice, spil, farver og papir med. Jeg spillede memory med en flok boern, en af dem var et af de meget svage, der havde faaet en briks, og det var bare skoent at se hvordan han livede op da vi kom.. Pludselig fik han det dog helt vildt daarligt og sku kaste op, saa han blev flyttet, og da hans taeppe blev loeftet af, ku jeg se at hans ene ben var amputeret. Det var virkelig saa trist, at jeg var lige ved at graede, men dette ville selvfoelgelig intet hjaelpe ham..
Da vi tog afsted, fortalte Emily, at hun sjaeldent saa smil paa denne afdeling, saa det var dejligt at have kunnet bidrage til lidt glaede, for disse fattige kraeftramte boern har ikke mange muligheder!

En aften tog vi igen ind mod centrum, denne gang var Thomas og Mathias ogsaa med, hvilket var ret dejligt, da bussen fra Suyapa ikke gaar helt ind til centrum, hvor vi ved en kirke skulle moede en amerikansk missionaer, der har vaeret i Honduras i 11 aar, og leder et projekt i centrum for de unge, der lever i gaderne af Tegus´centrum. Tegus´centrum er nemlig bestemt ikke et sted,hvor jeg ville foele mig tryg ved at gaa rundt i tusmoerket uden drenge.. Vi fandt kirken og moedte Alvin, som vi hjalp med at smoere nogle boller, som vi sku ha´med at dele ud. Derefter koerte vi alle sammen i en stor bil ud til de steder, hvor der plejer at haenge flest gadeboern ud. Det var uden for et bodel, hvor mange af de unge piger desvaerre hoerte til..

Her steg vi ud af bilen og straks var der en masse unge rundt om os, der alle sammen raabte paa "Papi Alvin"! Saa bedte Alvin en boen, og derefter delte vi maden ud..

Det var virkelig bare en staerk oplevelse at se disse unge.. De var bare saa skaeve mange af dem, og det var tydeligt at se at de var rigtigt langt ude.. Der var utroligt mange af pigerne, der var gravide, de fleste som foelge af prostution, og de stod alle med en eller anden form for lim, der var faktisk saa meget, at vi alle sammen havde ondt i hovedet efter at havde staaet sammen med dem. Mange af dem virkede som helt smaa boern, selvom de ihvertfald var teenagere, og klyngede sig virkelig til Alvin.. Det var bare SAA fascinerende at se, hvordan han tog sig af dem, og kendte dem alle, jeg tror at for dem alle, var han nok den eneste person de foelte de ku regne med.. I tidens loeb havde han haft 63 forskellige gadeboern til at bo hos sig for en periode.. Alle ville snakke med ham, og han delte ogsaa sit tlf. nr ud til dem.. En af sygeplejerskerne spurgte om det var hans eget nr, hvortil han svarede, at det var det selvfoelgelig.. Det blev oftest brugt naar de unge blev anholdt og ringede fra politistationen, eller naar de virkelig var i problemer paa gaden, han fortalte der ikke var den ting, han ikke havde oplevet med de unge; baade skuddrama'er og knivstikkeri'er.

Denne tur gjorde virkelig bar staerkt indtryk, og ville oenske jeg ku vise billeder af nogle af de unge, da det virkelig er svaert at beskrive med ord! Men det var alt for risikabelt at tage kamera med.. Paa et tidspunkt sagde Alvin faktisk ogsaa til mig, at nu skulle jeg saette mig ind i bilen.. Det blev jeg faktisk lidt overrasket over, for stod bare og snakkede med dem, og det virkede ufarligt, men det er jo et miljoe, jeg slet ikke kender noget til..

Men en stor oplevelse, ogsaa fordi at det siges at Nueva Suyapa, er det omraade, der leverer flest gadeboern, derfor var det dejligt at faa et indblik i, hvad det er Genesis arbejdet er med til at "forebygge".

Endelig i Nueva Suyapa!!

2007-03-09T13:32:00.000-08:00

Smukt er det! Den store bygning i forgrunden er "Genesis" bygningen, hvor jeg bor..

Den sidste uge i februar ankom vi meget spaendte paa at opleve og komme i gang med dette arbejde, som vi har glaedet os til i saa laenge, endelig til Genesis!! Og lige fra foerste moede med folkene herover fra, fornemmede vi bare hvilket vidunderligt sted, dette er! Det var Thomas og Mathias, de 2 danske knaegte, der har vaeret volontoer her i naesten 6 maaneder inden os, der sammen med 3 af deres venner fra Nueva Suyapa, kom og hentede os ved bussen i centrum og koerte os til Nueva Suyapa.. Her lavede de rigtig honduransk mad til os - ris med brune boenner - som faktisk smagte laekkert nok.. og vi tilbragte den foerste aften sammen med dem og nogle af deres venner! Og de unge herover er bare saa aabne, hjaelpsomme og soede.. de proever alt hvad de kan, paa at hjaelpe os med at laere spansk!
Saa vi var baere saa glade og stadig spaendte paa alt laere dette projekt at kende, da vi gik i seng den aften! Den foerste uge, boede vi i en lille lejlighed, der havde terrasse, fordi vores vaerelse ikke lige var klart til os endnu - det er meget typisk for Honduras.. man tager godt nok tingene lidt mere som de kommer end vi er vant til.. Men det var ogsaa virkelig laekkert med den terrasse, saa vi klagede ikke!

Genesis-bygningen, hvor vi nu bor.. Foruden vores lejlighed som vi deler sammen med 2 andre piger, en amerikaner og en honduraner, er det her Genesis har deres kontor og grundskole. Ikke ligefrem en prangende bygning, men Genesis har den gode holdning at de ikke vil have helt vildt flotte bygninger, naar dem de hjaelper bor i noget helt andet.. Men vores lejlighed er nu langt bedre end folks huse her..

Dagen efter blev vi vist rundt af Thomas og Mathias til de mest noedvendige steder i kvarteret. Volontoerkordinatoren, Kevin, ville have gjort dette, men han var paa ferie den foerste uge.. Derfor fik vi en "bloed" opstart paa dansk! Faktisk ligefrem vrimlede det med danskere, den foerste uge vi var herover.. Der var ogsaa 2 danske sygeplejestuderende, som var i en slags praktik\kulturmoede herover i 2 uger.. Dem har vi ogsaa vaeret med rundt at se nogle rigtig spaendende ting..
Dette billede er tyvstjaalet fra Thomas' blog, da mit kamera er blevet stjaalet..

Og allerede paa foerstes dags rundvisning ku vi se, at dette virkelig er et sted, hvor der var brug for hjaelp! Men ogsaa tydeligt maerke den varme folket i Suyapa rummer!

Lidt "weekend-billeder"...

2007-02-16T14:10:00.000-08:00

Anden weekend ville vi igen forsoege os med en strandtur, de fleste havde dog faaet nok sol, Anita havde isaer lidt lidt efter den sidste strandtur, saa denne gang begav Pernille og jeg os selv afsted.
Det var en rigtig laekker tur. Vi moedte bl.a. en amerikaner, der gerne ville se skildpadder, og hyrede en guide, som saa viste sig at vaere en dreng paa 10 aar, da amerikanerer aabenbart ikke har det godt med at vaere selv med fremmede boern spurgte han om vi ville med. Saa vi kom til et "skildpadde-museum" der laa lidt oppe af stranden.

Og her et billede af hvad det meste af vores dag egentlig gik med! Vi koerte med den samme minibus som forrige weekend, og vi blev ikke helt begejstrede,da vi saa bussen, for den havde ikke vaeret helt optimal. Det var dog intet i forhold til denne koeretur! Turen hjem.. ja, jeg ved snart ikke hvor jeg skal begynde, det var meningen koereturen sku ha taget 2 timer, men tror det tog 5, 5!! Men det foeltes ikke som saa laenge, for der skete hele tiden noget..

Foerst ventede vi en halv time paa at komme afsted, fordi der var ALT for mange med bussen!! Men de sku saa ha vaeret med en anden bus nogle af dem, saa de blev smidt ud, men stadig sad vi nu ret taet.. Men saa koerte vi lidt.. og saa sagde det baere piiift, og loed et bump og begyndte at lugte rigtig braendt, og det var altsaa ALLE i bussen, der havde opdaget det, men chaufoeren koerte bare videre!! og vi ku bar maerke at bussen haeldede til den ene side.. Men saa stoppede han da efter noget tid, og gik ud og bankede lidt paa hjulet, men saa koerte han ellers videre.. noget senere stoppede han igen, men koerte ogsaa bar videre -foerst 3. sted han stoppede, gik han ud og skiftede hjulet.. Saa der fik vi lig en is pause. Sa troede vi at nu ville det nok foreloebe fint med resten af turen.. Men nej, det var som om bussen "hostede" og sadan stoppede et par gange.. Den ene gang lige midt i et sving, op af en bakke, saa der bar lig ku fyre en bil ind i os med fuld fart, naar de kom rundt om hjoernet, men han fik heldigvis bilen igang igen.. For et stykke tid.. Naeste gang stoppede vi et ret saa oede sted... og der var det blevet moerkt..

Alle folk skyndte sig ud af bussen, undtagens os danskere.. vi er aabenbart alligevel et ret roligt folk.. Der var nemlig ogsaa to andre danske unge piger med.. Men saa kom ham den flinke amerikaner hen til vores vindue og sagde: "Skynd jer ud, der er ild i motoren.." Saa den ene af de andre danske piger, hoppede ligefrem ud fra vinduet:) Men chaufoeren sagde ingenting til os ,om hvad der var galt.. Han fandt bare vaerktoejskassen frem og begyndte at hamre lidt paa motoren.. Saa der holdt vi i rigtig laenge.. Men saa kom der tilfaeldigvis saadan en amerikansk skolebus forbi, og raabte ud af vinduet.. "Til Antigua"! Saa der tog de fleste med, men det var naermest endnu vildere! Den koerte bar sygt hurtigt og overhalede rundt i svingene i bakkerne.. Det var som en karruseltur uden nogen form for sikkerhed! Men saa kom vi da til Antigua... 5, 5 timer senere end beregnet..

Men det var jo blevet moerkt, og vi var paa busstationen, saa vi var ret betaenkelige ved at skulle gaa hjem.. Saa kom der en mand forbi og sagde hej og narmest fulgte efter os og min foerste reaktion var bar at tage Pernille i haanden og saa gik vi ellers bar derud af i hoej fart.. Vi kom til et sving, hvor der stod en cykel, og hun var ved at gaa indenom, men jeg ku huske vi havde faet at vide man ikk sku gaa ind mod vaeggen, saa jeg traek hende naermest ind i cykel.. Vi var helt i panik :)

Men endelig kom vi da til porten ved vores hus, hvor vi ringede paa. Mens vi stod der og ventede, paa at der sku' komme nogen og lukke os ind, kom der saadan en tigger med krykker hen til os, som vi havde overhalet kort forinden, saa vi synes det virkede lidt mystisk, det var en ung dreng, ville skyde paa han var et par aar yngre end os, og hans stemme og ojne traengte bar helt ind i sjaelen, og han virkede virkelig uhyggelig.. Vi proevede bar saadan at kigge vaek, men han kom bar taettere paa, og jeg taenkte bar.. "Luk nu op, luk nu op"! Da han kom helt hen til os, smed han sine krykker og smed sig hen mod pernille, naermest som om han ville til at angribe hende, det var virkelig saa skraemmende, og Pernille skreg bare, men heldigvis lig i det samme han gjorde det, blev der lukket op, og saa skyndte vi os ind!! Saa gik manden i huset ud til ham tiggeren.. Det var maaske ikk saa farligt, men vi blev virkelig skraemte..

Som foer naevnt ligger der 3 vulkaner omkring Antigua, hvoraf 2 er aktive. Den mindste af dem hedder Pagaya, og den ville Mads, Anita, Pernille og jeg bestige. Jeg sys, det var ok haardt at gaa op af saadan en vulkan i 2 timer, men vi kom da saa langt op, at nogles sko begyndte at smelte. Paa billedet ovenover er vi omkring halvvejs.

Her er Anita paa vej op af den stoerknede lava, som dog stadig afgav meget varme. Det var her nogle fik smeltet deres sko.

Det er ikk saa tydeligt at se paa billedet, men her er jeg ved at riste en skumfidus over noget lava.

Her er vores sikkerhedsguide - der lignede en rigtig caribisk pirat- ved at taende en cigaret ved at holde den over lava'en.

Mens vi var paa vulkanen blev det moerkt, saa vejen ned blev oplyst af medbragte lygter og ildfluer!

Foerste weekend taenkte vi ,at nu sku vi da til stranden! Det tog godt nok 2 timer at koere derud, men det var virkelig saa laekkert.. Der var total hedt ved stranden, Antigua ligger i bjergene, hvilket goer at der er meget koeligere her. Men det var ikk saadan en rigtig "Bounty-strand". Der var palmer, men sandet var helt sort, hvilket skyldes aske fra vulkanerne. Ellers var omraadet ogsaa meget anderledes fra det af Guatemala vi eller har set! Der var en masse gade hunde, der naermere lignede sultne hyaener end hunde!

For at komme til stranden skulle vi krydse denne flod, eller hvad det nu var :)

"Fredagscafe"

Sprogskolen

2007-02-15T15:12:00.000-08:00

Nogle Laerere og elever!

Formaalet med at vi er her i Antigua, er at vi skal laere noget spansk og det er ogsaa det naesten al vores tid gaar med. Jeg kunne intet spansk foer jeg kom herned, saa det er lidt af en mundfuld. Vi har nogle mere eller mindre intensive timer, ihvertfald er der en laerer pr. mand. Min laerer hedder Magaly, er 23 aar og rigtig sjov og soed, saa naar grammatikken ikk er alt for svaer at forstaa, det ka nemlig godt vaere lidt svaert, da Magaly naermest ikk ka noget engelsk, er det en fornoejelse! Og nogle af timerne er da ogsaa gaaet med shopping, spisning og kortspil.

Vi har ogsaa vaeret paa kulturel udflugt med skolen, hvor de tog os med hen til en en familie, af Maya indianer.

Vi hoerte noget om hvordan familie-livet foregik i deres kultur, og nogle blev haevet op som aktoerer. Grunden til at der er 3 personer paa billedet til hoejre, der er en iscenesaettelse af et bryllup er, at I deres kultur spiller svigermor'en en stor rolle i bryllupet.

Efter "bryllupet" fik vi tortillas, som damen her lavede.

Antigua

2007-02-13T15:00:00.001-08:00

Antigua er byen vores sprogskole ligger i, og navnet er rigtigt passende! Byen er meget "antik" med masser af gamle, smukke kirker og brostensgader og helt utrolig utrolig farvestraalende!

Som man ka se paa billedet er alle huse malet i farver,overalt er der fyldt af blomster i staerke farver og maya- indianernes klaededragter, som de rent faktisk gaar rundt i til daglig brug, er ogsaa utrolig farvestraalende!

Ikke alle huse ser ud af saerligt meget udefra, fx det hus vi bor i, men naar man kommer indenfor porten er der en smuk gaardhave og husfruen - Edna- har ogsaa ansat en medhjaelper.

Selv McDonald's er flot her:) Og det er da et sted vi har vaeret "en gang el. 2", da aftensmaden hos Edna tit bestaar af noget i stil med stegte bananer og boennesovs!

Befolkningen er ogsaa noget helt specielt! For det foerste er de indfoedte, som tidligere naevnt, stadig meget traditionelle og gaar virkelig rundt i deres "nationaldragter" og med braende og kurve paa hovedet..

Der er selvfoelgelig ogsaa rigtig mange, der er begyndt at leve et mere "vestligt-orienteret" liv, men deres mentalitet er stadig meget meget anderledes. De er mere "chill out'ed" (slap af;-) end vi er vant til, og alle har tid til at hilse, naar man gaar forbi dem paa gaden, mange spoerger ogsaa hvordan det gaar, og forventer ogsaa et svar.. Det er alligevel noget man lig' skal vaenne sig til, da man ikke er vant til at staa og snakke i laengere tid, om hvordan man har det, med alle og enhver man lig' moeder:)

Fra markedet -->

Et andet motto hernede maa vaere at hver dag er en fest! Fx begyndte skolernes sportssaeson i sidste uge, det blev lig markeret med et kaempe optog med masser af festlige orkestre, paa valentines dag holdt skolen ogsaa en fest og naesten hver aften er der fyrvaerkeri.

En anden ting man laegger maerke til som "fremmed" er, at der vrimler med politi og militaerfolk! Og det er vel at maerke politifolk med maskingevaerer! Men det er saa ogsaa kun om dagen man kan foele sig saa sikker, politi'et i den her by, har aabenbart valgt at sige, at man holder fri om aftenen og natten, der er ihvertfald ingen at se, og alle siger, at det er farligt at gaa ud om aftenen. Dette har vaeret lidt svaert rigtig at forstaa, fordi gaderne virker saa hyg'lige om dagen, men en nat vi kom lidt sent hjem, blev vores "husmor" virkelig sur, fordi hun mente det var farligt. Dog blev Pernille og jeg i soendags ogsaa "overfaldet" af en tigger - eller saadan foelte vi det ihvertfald :-) - men det vil jeg fortaelle om senere.

Afrejsen

2007-02-13T12:27:00.000-08:00

Mandag eftermiddag fik jeg ellers pakket alle mine ting i Volkswagen'en, og saa gik turen mod KBH! Det var med en meget underlig fornemmelse i maven, at jeg satte mig i bilen, og tror naesten mine foraeldre havde det paa samme maade, de ville ihvertfald tage billeder af mig uden foran huset, og virkede naermest helt sentimentale... :-) Men det var jo ogsaa dejligt at maerke..

British Airway, som vi skulle rejse med, havde vaeret saa venlige at strejke tirsdag, saa vi var blevet ombooket til et fly, der floej til Paris kl 7 om morgenen, hvilket betoed at vi skulle vaere i lufthavnen kl 5, saa mig og min familie overnattede hos min onkel i KBH. Saa den naeste morgen var vi tidligt i lufthavnen og moedte de andre 4, der ogsaa skal vaere volontoerer i Honduras.

Saa begyndte rejsen ellers, hvilket var rigtig dejligt, efter at ha vaeret spaendt i saa lang tid.. Foerst var der 2,5 timer til Paris, hvor vi ku betragte solopgangen gennem vinduet.

Fra Paris floej vi saa til Miami, hvor vi skulle ha en overnatning.. Vi var saa super heldige at vores hotel laa lige ned til stranden! Vejret var godt nok ikke det allerbedste, det var ret overskyet.. Men nu er det jo ikke hver dag man ved Miami beach, saa vi var ihvertfald 3 der synes en dukkert var obligatorisk uanset vejret!

Den noget overskyede Miami beach!

Her inden dukkerten..

Om aftenen skulle vi selvfoelgelig ud og opleve Miami downtown, hvilket vi sagde til vores taxachaufoer, det foerste han sagde til mig og Pernille, var saa om vi var gammel nok til at faerdes ude om aftenen, han mente ikk vi ku vaere mere end 15!! :-S Det er jo ikk ligfrem foerste gang, det er sket for mig, derfor er jeg glad for at ha' laert Pernille at kende, der ogsaa er 20, men ligesom mig heller ikk er saa hoej :-)

Ikke desto mindre kom vi da afsted, og jeg hang med hovedet ud af taxa'en hele vejen, og tog nok omkring en milliard billeder! Det var faktisk en ret vild fornemmelse at vaere i det "store USA"!!

Men taxachaufoeren koerte os ned til noget, der hedder Bayside.. Og der var bar en helt,helt fantastisk stemning.. Miami's basket hold skulle spille kamp den aften og superbowl begyndte om soendagen, saa der var en masse mennesker..

Bayside lagde helt ned til vandet og var en masse mega hyg'lige restuaranter, udendoersbarer, der lavede frugt-drinks, alle mulige boder, et totalt fedt live band- med tilhoerende skoer rytmisk amerikaner, der stod og dansede for sig selv! og masser af palmer med lyskaeder..

Her blev jeg ogsaa for foerste gang bekendt med mit "nye" navn; Luna! Der var en ung mand i en af boderne, der spurgte efter mit navn, og selvom jeg flere gange sagde L-O-N-E, blev han ved med at sige Luna, og det er ogsaa det samme, der sker her i Antigua, de smiler alle sammen og peger derefter paa maanen. Saa det er enten Luna eller Luni.:-)

Naeste formiddag gik rejsen saa mod Guatemala airport! Her kom vi saa til efter 3 timer, og det var noget af en forskel fra Miami Airport!! Der var bar revner i vaeggene og de baenke der var, var havemoebler.. Men det mest slaaende var vejret!! Der var bar saa dejligt varmt og solskin fra en skyfri himmel! I lufthavnen var der en fra sprogskolen, der hentede os og koerte os hen til den familie/pensionat i Antigua, vi bor hos.

Mit arbejde i Honduras!

2007-01-15T09:03:00.000-08:00

Til de af jer, der ikke har fået det med, sætter jeg tirsdag d. 30 jan. kurs mod Honduras! Eller det vil så sige, at jeg først tager 3 uger til Guatemala, hvor jeg skal på sprogskole for at lære lidt af det spanske. Herefter tager jeg til Tegucigalpa, der er hovedstaden i Honduras (omkredset på kortet), hvor jeg skal arbejde på børne- og ungdomsprojektet Genesis, der ligger i slumkvarteret Nueva Suyapa. Gennem en kirke, en skole, en lægeklinik, et iværksætterprogram, og et dagplejeprogram forsøger man at give slummens befolkning nogle tilbud og muligheder. Genesis' arbejder hjælper dagligt godt 750 børn og unge. Det følgende er det, jeg har fået "defineret" som mine arbejdsopgaver, dog er det vigtigste når man er volontør, altid at være forberedt på at skulle være klar på at lave hvad som helst!

- "Din vigtigste opgave som ungvolontør er fællesskab med de mange unge i kirken. Skabe relationer med dem og indgå i de aktiviteter (sport, socialt, gudstjeneste) de har, samt selv at finde på aktiviteter. Derudover:
- Assistere en dagplejemor i et hus i slumkvarteret, hvor hun passer ca. 30 børn.
-Lave speciel events og aktiviteter med de unge. ( sport,aerobic, udflugt, formning, krea, lege, osv.)
- evt. undervise eller hjælpe i undervisningen i de små klasser, engelskundervisning i store klasser samt idræt."
-