Staerke oplevelser i Tegus!

De foerste to uger efter vi var ankommet til Suyapa, var her ogsaa 2 sygeplejerskestuderende fra Danmark, og pga. den korte tid de var her, havde de et taet pakket program med mange udflugter, og nogle af dem hoppede vi med paa..

En dag var vi bl.a. med dem inde og se hospitalsskolen i byen. Dette var faktisk et rigtig fint hospital efter resten af standarden i Honduras. Vi blev vist rundt af en amerikansk laegestuderende, Emily, der hovedsageligt arbejdede paa kraeftafdelingen. Emily fortalte dog om hvor svaert det kunne vaere at finde ud af hvad folk fejlede osv. fordi der naesten ingen maskiner er til at fortage undersoegelser.

Det var hovedsageligt kraeftafdelingen for boern, vi skulle besoege. Denne afdeling var rigtig flot i forhold til resten af hospitalet pga. magen fundraising. Dog ku det jo ikke sammenlignes med en standard vi kender til..

I et rum var der stuvet omkring 20- 25 boern sammen, der sad og fik kemo og meget faa havde en briks at ligge paa.
Vi havde kiks, juice, spil, farver og papir med. Jeg spillede memory med en flok boern, en af dem var et af de meget svage, der havde faaet en briks, og det var bare skoent at se hvordan han livede op da vi kom.. Pludselig fik han det dog helt vildt daarligt og sku kaste op, saa han blev flyttet, og da hans taeppe blev loeftet af, ku jeg se at hans ene ben var amputeret. Det var virkelig saa trist, at jeg var lige ved at graede, men dette ville selvfoelgelig intet hjaelpe ham..
Da vi tog afsted, fortalte Emily, at hun sjaeldent saa smil paa denne afdeling, saa det var dejligt at have kunnet bidrage til lidt glaede, for disse fattige kraeftramte boern har ikke mange muligheder!

En aften tog vi igen ind mod centrum, denne gang var Thomas og Mathias ogsaa med, hvilket var ret dejligt, da bussen fra Suyapa ikke gaar helt ind til centrum, hvor vi ved en kirke skulle moede en amerikansk missionaer, der har vaeret i Honduras i 11 aar, og leder et projekt i centrum for de unge, der lever i gaderne af Tegus´centrum. Tegus´centrum er nemlig bestemt ikke et sted,hvor jeg ville foele mig tryg ved at gaa rundt i tusmoerket uden drenge.. Vi fandt kirken og moedte Alvin, som vi hjalp med at smoere nogle boller, som vi sku ha´med at dele ud. Derefter koerte vi alle sammen i en stor bil ud til de steder, hvor der plejer at haenge flest gadeboern ud. Det var uden for et bodel, hvor mange af de unge piger desvaerre hoerte til..

Her steg vi ud af bilen og straks var der en masse unge rundt om os, der alle sammen raabte paa "Papi Alvin"! Saa bedte Alvin en boen, og derefter delte vi maden ud..

Det var virkelig bare en staerk oplevelse at se disse unge.. De var bare saa skaeve mange af dem, og det var tydeligt at se at de var rigtigt langt ude.. Der var utroligt mange af pigerne, der var gravide, de fleste som foelge af prostution, og de stod alle med en eller anden form for lim, der var faktisk saa meget, at vi alle sammen havde ondt i hovedet efter at havde staaet sammen med dem. Mange af dem virkede som helt smaa boern, selvom de ihvertfald var teenagere, og klyngede sig virkelig til Alvin.. Det var bare SAA fascinerende at se, hvordan han tog sig af dem, og kendte dem alle, jeg tror at for dem alle, var han nok den eneste person de foelte de ku regne med.. I tidens loeb havde han haft 63 forskellige gadeboern til at bo hos sig for en periode.. Alle ville snakke med ham, og han delte ogsaa sit tlf. nr ud til dem.. En af sygeplejerskerne spurgte om det var hans eget nr, hvortil han svarede, at det var det selvfoelgelig.. Det blev oftest brugt naar de unge blev anholdt og ringede fra politistationen, eller naar de virkelig var i problemer paa gaden, han fortalte der ikke var den ting, han ikke havde oplevet med de unge; baade skuddrama'er og knivstikkeri'er.

Denne tur gjorde virkelig bar staerkt indtryk, og ville oenske jeg ku vise billeder af nogle af de unge, da det virkelig er svaert at beskrive med ord! Men det var alt for risikabelt at tage kamera med.. Paa et tidspunkt sagde Alvin faktisk ogsaa til mig, at nu skulle jeg saette mig ind i bilen.. Det blev jeg faktisk lidt overrasket over, for stod bare og snakkede med dem, og det virkede ufarligt, men det er jo et miljoe, jeg slet ikke kender noget til..

Men en stor oplevelse, ogsaa fordi at det siges at Nueva Suyapa, er det omraade, der leverer flest gadeboern, derfor var det dejligt at faa et indblik i, hvad det er Genesis arbejdet er med til at "forebygge".